At male byen rød, eller plænen grøn

I 2015 flyttede jeg fra mine forældre og for mig selv. Jeg forlod parcelhus, grasplæne og familie, til fordel for en lille to-værelset lejlighed i centrum af en storby. Jeg elskede den lejlighed. Den havde den helt rigtige lokation. Tæt på venner, studie, studiejob og alt hvad hjertet kan begære af shopping, mad og drikke. Da jeg stoppede med at elske den i 2018, flyttede jeg til den anden ende af den samme by, i en lejlighed som jeg bor i i dag, og elsker endnu mere. Jeg har hele tiden malet byen rød, for mig selv, med en romantiseret forestilling om metropolitlivet. Det spontane liv, med cafebesøg, våde ture i det pulserende natteliv og solbadning på havnefronten. Det gør jo ikke så meget at man bor i en lille kasse, så længe man har hele verden på den anden siden af ens hoveddør. Jeg har til en hvis grad levet det storbyliv som jeg har drømt og romantiseret om. Som sagt, byen er blevet malet rød. 

Nu er det otte år siden jeg flyttede væk fra satellitbyen, ind til storbyen. Jeg er i slutningen af tyverne. Venner er spredt for vinden, lever deres eget liv, de fleste med en partner. Jeg ser dem dog stadig tit. Jeg har altid været af den tro at min livsstil, og det at spontant se mine venner, var afhængigt af at jeg boede centralt placeret, maks 10 minutters gang fra alt. Men når jeg ser på de aktiviteter som jeg og mine venner foretager os sammen i dag, ser jeg mindre og mindre at beliggenheden er udslagsgivende for succesen. Jovist, det er da nemt at kunne gå fra byen og hjem på under 10 minutter. Men efter et par gange at havde taget natbussen hjem til "hvor jeg kommer fra", ser jeg nu, at det ikke er så essentielt som jeg altid har troet. Det er jo ikke fordi at jeg "hiver" en pige med hjem hver gang at jeg går uden for døren. Andre gange foregår aktiviteterne hos kammerater som bor så langt væk, at bil eller offentlig transport er nødvendigt. Beliggenheden er altså ikke vigtigt mere, så længe der er en god busforbindelse. 

Til gengæld, så er den røde maling begyndt at falme. Når jeg har fri fra arbejdet, går jeg som regel direkte hjem, og stener på sofaen. Der er ikke så meget andet at lave i min lille to-værelset lejlighed, uden altan eller adgang til en have. Da jeg var barn var jeg meget aktiv udenfor, specielt i værkstedet hvor jeg pillede, rodede og ragede med alskens værktøjer og materialer. Det er en trang som altid har været der, men som er blevet fortrængt af mine romantiserede forestillinger om mit storbysliv. Måske flere af de forestillinger egentlig var vrangforestillinger? Jeg har et kontorarbejde, som jeg elsker, uden pis. Men når jeg kommer hjem fra det arbejde, og sidder på sofaen i min lejlighed, kribler det i fingrene for at få lov til at lave noget. Der er bare ikke ret meget at lave i en lille to-værelset lejlighed. Det ender altid med at jeg rastløst ser YouTube videoer indtil jeg skal lave aftensmad, hvorefter jeg ser YouTube videoer imens jeg spiser min aftensmad, hvorefter jeg lander på sofaen for at se mere YouTube. Hvad ser jeg så på YouTube? Som regel noget med nogle som fremstiller noget med deres hænder. 

Jeg er begyndt at få den der træng til en have jeg kan gå ud i. Det er bare ikke det samme at gå ned i en park, som det er at åbne ens egen dør, og træde direkte ud i græsset med bare tæer. Jeg er begyndt at drømme om en garage, ikke at skal betale for at parkere. Kunne tænde et bål, hører højt musik. Have alle vennerne på overnattende besøg. At have min nærmeste familie indenform gåafstand. At tage bussen virker ikke mere som en sindsyg tanke. For fanden, jeg er voksen nok til at tage en taxi når det passer mig. 

Jeg har altid sagt, at jeg ikke skal købe et hus og flytte på "landet" før at jeg har fundet en pige at slå mig ned med. Jeg har dog ikke mødt en pige endnu, og det har fået mig til at tænke. Måske hvis jeg var mere afslappet og selvsikker, fordi jeg havde min frihed? Hvis nu at jeg fik ført mine tanker ud i livet og stimuleret mine hænder, i stedet for at bruge alt min fritid på at se YouTube videoer? Måske er beliggenheden af min bopæl ikke så vigtig alligevel. Det er nok vigtigere at jeg er tro mod mig selv, og gør hvad jeg vil, og hvad jeg synes er god for mig. Måske denne ændring i livsstil, er præcis hvad jeg har brug for, for at have de rette forudsætninger for at møde en sød pige?

Jeg føler i hvert fald, at jeg er ved at være færdig med at male byen rød, og er begyndt at male plænen grøn i stedet.